Højesteret afsiger dom i den såkaldte ”håndtrykssag”

I sagen afviste to kvindelige lærerpraktikanter at give hånd til deres mandlige praktikvejleder i forbindelse med et velkomstmøde vedrørende opstarten af deres praktikforløb. Afvisningen skyldtes det forhold, at de var ortodokse muslimer, og derfor ikke ønskede at give hånd til kønsmodne personer af det modsatte køn. Der var i sagen tvist om, hvorvidt lærerpraktikanten tilkendegav, at dette også gjaldt mandlige elever, der var gået i puberteten. 

Kommunen indkaldte derfor til et møde, hvor det blev gjort klart, at praktikanterne for at fortsætte praktikforløbet skulle efterleve kommunens værdier om ligebehandling, neutralitet og professionalisme, og at de skulle give hånd til alle personer uanset deres køn, hvis situationen krævede det. Da praktikanterne kategorisk afviste dette, ophørte praktikforløbet.

Sagen blev i første omgang indbragt for Ligebehandlingsnævnet, som tilkendte de to lærerpraktikanter godtgørelse for ulovlig forskelsbehandling. Kommunen var ikke enig i afgørelsen, hvorfor Ligebehandlingsnævnet indbragte sagen for domstolene på vegne af praktikanterne. Som følge af sagens principielle karakter, blev sagen henvist til landsretten, som frifandt kommunen.

For Højesteret ankede kun den ene af de to praktikanter afgørelsen fra landsretten. 

Højesteret nåede i forhold til bevisførelsen frem til, det ikke kunne lægges til grund, at lærerpraktikanten på mødet gav udtryk for, at hun ikke kunne have fysisk kontakt med drenge, der er kønsmodne, sådan som kommunen havde anført, men at hvis dette havde været tilfældet, ville hun efter samtlige dommeres opfattelse ikke kunne varetage lærerrollen og dermed heller ikke virke som lærerpraktikant.

Sagen blev afgjort med dissens, men Højesterets flertal fandt, at skolen i rimeligt omfang sammen med lærerpraktikanten burde have afsøgt, om der kunne findes en fremgangsmåde, når der skulle hilses på kollegaer og forældre, som var forenelig med både formålet om ligebehandling af kønnene og lærerpraktikantens religion eller tro.

Konkret fandt Højesterets flertal i præmisserne ikke, at skolen havde gjort et rimeligt forsøg på at få afsøgt mulige alternativer, hvorfor skolen havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven. Omvendt fandt Højesterets flertal dog også, at lærerpraktikanten selv kunne have bidraget mere til at finde en løsning, hvorfor kommunen blev frifundet for påstanden om betaling af godtgørelse.

Sagen var lagt principielt op i forhold til spørgsmålet om, i hvilket omfang arbejdsgivere og myndigheder har en skønsmargin i situationer, hvor en embedsmand på baggrund af sin religiøse overbevisning udsætter andre for kønsdiskrimination – uanset om dette er hensigten eller ej. 

Højesterets dom bidrager på visse, men langt fra alle, punkter til en afklaring af retstilstanden i sådanne sager – herunder forholder Højesteret sig ikke til forholdet mellem EU-retten og EMRK i en situation som denne med konfliktende rettigheder. 

På det generelle plan bekræfter dommen enstemmigt, at man som lærer ikke kan nægte at ville have fysisk kontakt med sine elever – heller ikke når de er gået i puberteten, idet man i givet fald ikke kan varetage lærergerningen. 

Derudover bekræfter dommen, at man ikke som arbejdstager helt frit kan nægte at give hånd til personer af andre køn, men at arbejdsgiver omvendt skal gøre et rimeligt forsøg på at få afsøgt mulige alternativer, herunder andre hilsemåder, medmindre arbejdsgiveren konkret kan begrunde, hvorfor et sådant alternativt hilseritual konkret vil være problematisk for arbejdsgiveren. 

Schjødt har repræsenteret kommunen lige fra sagen startede ved Ligebehandlingsnævnet.