Denmark

Afskedigelse under barselsorlov var ikke i strid med ligebehandlingsloven

by Yvonne Frederiksen

Published:

Woman silhouette

En medarbejder blev under sin barselsorlov afskediget som led i en nedskæring i den afdeling, hun var tilknyttet. Østre Landsret fandt, at arbejdsgiveren havde godtgjort, at afskedigelsen hverken helt eller delvist var begrundet i medarbejderens graviditet eller barselsorlov.

En arbejdsgiver må ikke afskedige en medarbejder på grund af graviditet eller barselsorlov. Sker afskedigelsen under graviditet eller barselsorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke helt eller delvist er begrundet i disse forhold. Ved vurderingen af afskedigelsens lovlighed skal der tages udgangspunkt i forholdene på opsigelsestidspunktet.

Sagen angik en medarbejder, der siden 2020 havde været ansat som specialist inden for digital markedsføring. Under medarbejderens barselsorlov blev hun opsagt med henvisning til den driftsmæssige situation, idet der som følge af manglende kunder og opgaver i afdelingen var et behov for at gennemføre en omstrukturering. 

Medarbejderen gjorde gældende, at afskedigelsen reelt skyldtes barselsfraværet og krævede godtgørelse efter ligebehandlingsloven. Virksomheden gjorde derimod gældende, at den økonomiske tilbagegang og færre opgaver havde gjort det nødvendigt at reducere medarbejderstaben. Medarbejderen var blevet udvalgt efter en vurdering af, hvem der bedst kunne undværes, og der var i den forbindelse sket inddragelse af medarbejdernes kompetencer og afdelingens aktuelle og forventede fremtidige opgavebehov.

Landsrettens vurdering

Landsretten lagde til grund, at virksomheden gennem en årrække havde oplevet en tilbagegang i indtjeningen, og at det derfor var nødvendigt at gennemføre besparelser ved at reducere medarbejderstaben.

Landsretten tiltrådte, at afskedigelsen var sket efter en konkret og saglig vurdering af medarbejderens og de øvrige relevante medarbejderes kompetencer. Der blev blandt andet lagt vægt på, at evalueringen af medarbejderen var foretaget, før virksomheden fik kendskab til graviditeten.

På den baggrund fandt landsretten, at virksomheden havde godtgjort, at afskedigelsen hverken helt eller delvist var begrundet i medarbejderens graviditet eller barselsorlov. Byrettens frifindende dom blev derfor stadfæstet.

Schjødt bemærker

Afgørelsen illustrerer, at en arbejdsgiver kan løfte den omvendte bevisbyrde efter ligebehandlingsloven, selv om afskedigelsen af en medarbejder sker under dennes afholdelse af barsels- eller forældreorlov, hvis beslutningen kan dokumenteres at være baseret på saglige og objektive kriterier.

Afgørelsen understreger betydningen af løbende og dokumenterede medarbejderevalueringer, som er foretaget uafhængigt af graviditet og barsel samt i en situation som den foreliggende herudover af, at det kan dokumenteres, at der rent faktisk er driftsmæssigt behov for afskedigelsen.

Har du nogen spørgsmål?